|
SVANEHISTORIEN © Anne-Mette og Annemette
Vejen ned til stranden ved Korshage havde længe været iset og sneet til, og jeg kunne ikke foretage mine sædvanlige strandvandringer.
Endelig d. 3. januar, kunne jeg komme ned til parkeringspladsen og ud til havet.
Foran mig ligger ti store svaner. Jeg går ud på stenene, helt ude ved vandet, og begynder at gå mod Dybesø. Svanerne følger med mig, tæt, ude fra vandet. Jeg nyder synet af de smukke fugle, og da jeg når Dybesø, vil jeg lige tage et par fotos af dem inden jeg går hjem.
Idet jeg begynder at tage billeder, skiller en svane sig ud fra flokken, og kommer helt op til mig. Det er en stor flot hansvane. Den begynder at stille sig i forskellige positurer lige foran mig, krummer hals, strækker lige hals, drejer rundt med ryggen til mig, forfra og bagfra, og lægger sig ned i smuk figur, for så igen at rejse sig og brede vingerne ud – den lavede et show, en dans.
Det var ligesom den ville fortælle mig noget – måske fortalte den at de var sultne? - at de havde brug for hjælp – jeg undrede mig hele tiden, mens den lavede sin dans – hvad det kunne være?!?
Så stopper han og begynder langsomt at gå ned mod vandet igen, han stopper og kigger tilbage på mig, så lægger han sig i vandkanten og kigger ligger lidt til den ene side og så til den anden side og så sejler ud til de andre svaner igen.
Det havde været en hård vinter, og jeg var ikke en hel fremmed – jeg er kommet på den strand gennem tyve år – måske har de set mig.
Jeg beslutter mig for at det må være fordi de er sultne. Og jeg begynder at gå ned til dem hver dag og giver dem brød. Først køber jeg det hos bageren, siden giver han mig det.
De ligger og venter på mig og hvis jeg ikke kommer til tiden, svømmer de mig i møde – de holder til ude på pynten og jeg må gå dem tilbage, ind i fjorden, hvor der er læ så jeg kan kaste brødet ud til dem.
Så bliver det langsomt varmere – og svanerne er der ikke længere hver dag, og de bliver færre, kun nogen kommer
Siden har de opført sig som om de genkender mig – flyver tæt forbi mig – og viser mig f.eks. deres døde kammerat.
Der var også et svanepar, de sidste dage jeg var der med brød, de var der altid. Og når en anden svane kom for at få brød jagede hannen dem væk . Jeg var deres.
Og jeg ved hvor de er, og kan kende dem hver især på deres særlige kendetegn og kan følge dem hen hvor de holder til.
| 
